Bo Mølgaard
eks-rummet juni 2019
konge
Lad os bygge perfekte rum, hvor alt er lige skarpt, lige svimlende. Lad os lægge al tid sammen. Lad os mærke, tælle og måle. Sætte blad på en nælde. For vi vil aldrig dø
Værkfortegnelse
Stod Alle Konger Frem. Samling. Otte Stænger. Pigmentprint på 315g bomuldspapir
Stod Alle Konger Frem. Samling.Toogtyve Stolper og en Mast. Pigmentprint på 315g bomuldspapir
Stod Alle Konger Frem. Samling. Tohundredeogen Appelsiner. Pigmentprint på 315g bomuldspapir
Stod Alle Konger Frem. Samling. Femhundredeogotteogtyve huller. Pigmentprint på 315g bomuldspapir
Stod Alle Konger Frem. Samling. Brunt Lager. Pigmentprint på 315g bomuldspapir
Stod Alle Konger Frem. Samling. Pode. Video 3 min. Lyd 6 min.
Stod Alle Konger Frem. Samling. Leporello. Pigmentprint og blindtryk på 220 g arcival paper.
Stod Alle Konger Frem. Samling. To Kristusfigurer og en Flaske. Pigmentprint på 315g bomuldspapir
Stod Alle Konger Frem. Kalliopitsa. Pigmentprint på 315g bomuldspapir
Stod Alle Konger Frem. Samling. Podepinde. Transfer på porcelæn.
Appelsin
Al fotografi handler (jo) om død og liv, om at kunne forlænge nuet, ud i en eftertid. og udstillingen kan ses som en fejring af det lille rum af tid, vi har at leve i. Grundudsagnene er hentet fra et månedlangt ophold på Det Danske Institut i Athen i januar. Denne besynderlige by, bestående af et mangfoldigt arkæologisk blotlagt århundreder gammelt centrum, omgivet i alle retninger af kilometervis af beton, der alt sammen ser ud til at være støbt fra den samme skabelon i 1958. Den perfekte baggrund til at få appelsinerne i byens træer til at lyse. De bliver metaforer for liv.
Greb
Fotografierne er arcival pigment print, der har en skræmmende lang holdbarhedstid. Motivisk er der en tilvækst i forhold til det affotograferede. Eksempelvis er de alle stackede - sammensat af flere billeder af det samme eksteriør - så der i et vist omfang opstår et svimlende heimlict rum, med mange skarpheder og blinde spots. Nogen af de maskin-genererede stacking fejl er bibeholdt og/eller der er tilføjet en nummerering af genstande, sådan at det kun i første blik er muligt at se billederne som affotograferede lokationer. For heller ikke i fotografiet kan vi favne verden helt og aldeles. Kirkegården er scene i flere af billederne. Også den henfalder. Et andet brugt greb er at forlænge eksisterende strukturer - stolper, stammer, så fotografiet også peger på sig selv som konstruktion.
201 appelsiner indtager gulvet, sammen med en ophobning af lokalt byrumsinventar, der bærer på fotografisk information, og dermed skifter status: fra rest og midlertidighed, til ikon og mindesmærke.
En folde-ud-bog, 10,5x15,75 cm, med 12 opslag, altså 378 cm, samler udstillingens tråde i en uoptrevlelig knude.
Outro
Kunst behøver ikke krykker, udover måske en titel, der kan bære billedet i en retning. Dets rum opstår i samklang med en beskuer, og hvis du ellers undlader at begå vold på værket, er det din opfattelse, der er værkets meddelelse. Men Aristoteles på græsk er kun et tegntapet for mig, og græshopper kan jeg ikke altid, næsten ikke, slet ikke, og aldrig mere, høre igen.
Din opfattelse farves selvfølgelig af dit sted og din tid - det du fik med dig, er der hvor du er.
Udstillingens titel konge viser tilbage til Brorsons salme Stod alle konger frem på rad. Heller ikke fotografiet kan rumme livets undreværk - sætte blad på en nælde. Læst mod uret er første billede det med de to kristusfigurer. En rygvendt og en favnende figur blandt andre kirkegårdsrester. Bagerst en bænk. Vi er på min athenske kirkegård, der er død med død på. Den blev nedlagt for mange år siden. Næsten alt umiddelbart betydningsbærende er fjernet, men enkelte gemmer kan stadig findes i området. Billedet er sammensat af 20 optagelser med hver sin skarphed, der er lagt oven i hinanden. Det giver et fantastisk rum at falde ind i, hvor nærværet så brydes af bladet uden strå.
Videoen er samplede youtube podnings-instruktionsvideoer; et interessant håndværk. Lydsiden stikker af, til græsk begravelse, fugle i bur, messe, marked, metro, demonstration, og i loop tilbage igen. Her er ingen filmisk pointe, så 20 sekunders opmærksomhed er rigelig opmærksomhedstid. Der sker ikke noget nyt. Hvis du bliver hængende alligevel tænder det måske en tanke.
En overvejelse om, hvad det er vi poder/giver næring til. Podepindene i rummet og udenfor er i samme tankerække.
Det er ikke altid, jeg fotograferer, og i nogen kulturer er det direkte forbudt og krænkende af bære et kamera på kirkegården. Det er private rum, udlagt i en offentlighed, med særlige regler for opførsel. I Nordeuropa jo tit med udformning som små haver, der passes omhyggeligt af de efterlevende, i Sydeuropa gerne som huse i sten, eller som et rum på en hylde i en murhøj reol, med et portræt med fotografisk forlæg, brændt i keramik eller som et papirbillede med de blå farver stadig synlige.
Sydpå og østpå forbinder kirkegården og fotografiet sig således direkte med hinanden – nuet og mindet om det levede forlænges ud i en eftertid. Gravstedet og fotografiet bliver ens i grundudsagn. Begge er containere for påmindelsen om et levet liv, der kun eksisterer som erindring, eller som forestillet fortid.
Jeg digter med på gravstedets udsagn, fremkalder et billede, som bygger på den jeg er, spejlet i stedet. Mine fotografier er tilsvarende en fiksering af et sted, som rummer en pirring. Et sted der fortæller mig noget, jeg ikke helt kan høre. Det er ikke tit, jeg får det med på fotografiet, som jeg forventer. Der er en uformåenhed i mediet og i min tekniske kunnen. Det har skubbet mine billeder over mod det samplede. De bliver sammensat af flere billeder med hver deres fokus og der kan opstå et svimlende unheimlic rum at falde ind i. Et rum der kun opstår og findes når skarpheder lægges oven i hinanden, et rum, der i stackingprocessen tilføres en støj, når blæsten eller sensoren flytter motivet. Nældens blad dubleret eller frisat fra stænglen. Fotografiet kommer til at pege på dets uformåenhed, som en egenskab. Den samme uformåenhed, jeg kan stå med, når jeg prøver at forstå noget, der er for stort.
For nogen uger siden, da foråret var på sit højeste, fik jeg overrakt et blad, som gave, af et 3 årigt barnebarn. Jeg kom det høfligt i min pung, fandt det så igen forleden og indser lidt, af det jeg er blevet givet.
Med et øje som undtagelse, og en afstikker til svensk jul, er vi i Athen, som jeg genbesøgte i januar 2019.
For det meste besøger jeg kirkegården, når jeg kommer til et nyt sted. Den viser noget som det kan være vanskeligt at få øje på, der ude i virkeligheden, hvor alting skifter i et andet tempo, end blandt mindesmærkerne. Det ligger i ordet, mindesmærket er markør for påmindelse i en ønsket form, datid viser sig frem i nutid.
Så Netop dette ikke-sted, i transit, fyldt med betydninger, og som bynaturen er ved at overtage, er mit fotografis perfekte rum.
eks-rummet juni 2019
konge
Lad os bygge perfekte rum, hvor alt er lige skarpt, lige svimlende. Lad os lægge al tid sammen. Lad os mærke, tælle og måle. Sætte blad på en nælde. For vi vil aldrig dø
Værkfortegnelse
Stod Alle Konger Frem. Samling. Otte Stænger. Pigmentprint på 315g bomuldspapir
Stod Alle Konger Frem. Samling.Toogtyve Stolper og en Mast. Pigmentprint på 315g bomuldspapir
Stod Alle Konger Frem. Samling. Tohundredeogen Appelsiner. Pigmentprint på 315g bomuldspapir
Stod Alle Konger Frem. Samling. Femhundredeogotteogtyve huller. Pigmentprint på 315g bomuldspapir
Stod Alle Konger Frem. Samling. Brunt Lager. Pigmentprint på 315g bomuldspapir
Stod Alle Konger Frem. Samling. Pode. Video 3 min. Lyd 6 min.
Stod Alle Konger Frem. Samling. Leporello. Pigmentprint og blindtryk på 220 g arcival paper.
Stod Alle Konger Frem. Samling. To Kristusfigurer og en Flaske. Pigmentprint på 315g bomuldspapir
Stod Alle Konger Frem. Kalliopitsa. Pigmentprint på 315g bomuldspapir
Stod Alle Konger Frem. Samling. Podepinde. Transfer på porcelæn.
Appelsin
Al fotografi handler (jo) om død og liv, om at kunne forlænge nuet, ud i en eftertid. og udstillingen kan ses som en fejring af det lille rum af tid, vi har at leve i. Grundudsagnene er hentet fra et månedlangt ophold på Det Danske Institut i Athen i januar. Denne besynderlige by, bestående af et mangfoldigt arkæologisk blotlagt århundreder gammelt centrum, omgivet i alle retninger af kilometervis af beton, der alt sammen ser ud til at være støbt fra den samme skabelon i 1958. Den perfekte baggrund til at få appelsinerne i byens træer til at lyse. De bliver metaforer for liv.
Greb
Fotografierne er arcival pigment print, der har en skræmmende lang holdbarhedstid. Motivisk er der en tilvækst i forhold til det affotograferede. Eksempelvis er de alle stackede - sammensat af flere billeder af det samme eksteriør - så der i et vist omfang opstår et svimlende heimlict rum, med mange skarpheder og blinde spots. Nogen af de maskin-genererede stacking fejl er bibeholdt og/eller der er tilføjet en nummerering af genstande, sådan at det kun i første blik er muligt at se billederne som affotograferede lokationer. For heller ikke i fotografiet kan vi favne verden helt og aldeles. Kirkegården er scene i flere af billederne. Også den henfalder. Et andet brugt greb er at forlænge eksisterende strukturer - stolper, stammer, så fotografiet også peger på sig selv som konstruktion.
201 appelsiner indtager gulvet, sammen med en ophobning af lokalt byrumsinventar, der bærer på fotografisk information, og dermed skifter status: fra rest og midlertidighed, til ikon og mindesmærke.
En folde-ud-bog, 10,5x15,75 cm, med 12 opslag, altså 378 cm, samler udstillingens tråde i en uoptrevlelig knude.
Outro
Kunst behøver ikke krykker, udover måske en titel, der kan bære billedet i en retning. Dets rum opstår i samklang med en beskuer, og hvis du ellers undlader at begå vold på værket, er det din opfattelse, der er værkets meddelelse. Men Aristoteles på græsk er kun et tegntapet for mig, og græshopper kan jeg ikke altid, næsten ikke, slet ikke, og aldrig mere, høre igen.
Din opfattelse farves selvfølgelig af dit sted og din tid - det du fik med dig, er der hvor du er.
Udstillingens titel konge viser tilbage til Brorsons salme Stod alle konger frem på rad. Heller ikke fotografiet kan rumme livets undreværk - sætte blad på en nælde. Læst mod uret er første billede det med de to kristusfigurer. En rygvendt og en favnende figur blandt andre kirkegårdsrester. Bagerst en bænk. Vi er på min athenske kirkegård, der er død med død på. Den blev nedlagt for mange år siden. Næsten alt umiddelbart betydningsbærende er fjernet, men enkelte gemmer kan stadig findes i området. Billedet er sammensat af 20 optagelser med hver sin skarphed, der er lagt oven i hinanden. Det giver et fantastisk rum at falde ind i, hvor nærværet så brydes af bladet uden strå.
Videoen er samplede youtube podnings-instruktionsvideoer; et interessant håndværk. Lydsiden stikker af, til græsk begravelse, fugle i bur, messe, marked, metro, demonstration, og i loop tilbage igen. Her er ingen filmisk pointe, så 20 sekunders opmærksomhed er rigelig opmærksomhedstid. Der sker ikke noget nyt. Hvis du bliver hængende alligevel tænder det måske en tanke.
En overvejelse om, hvad det er vi poder/giver næring til. Podepindene i rummet og udenfor er i samme tankerække.
Det er ikke altid, jeg fotograferer, og i nogen kulturer er det direkte forbudt og krænkende af bære et kamera på kirkegården. Det er private rum, udlagt i en offentlighed, med særlige regler for opførsel. I Nordeuropa jo tit med udformning som små haver, der passes omhyggeligt af de efterlevende, i Sydeuropa gerne som huse i sten, eller som et rum på en hylde i en murhøj reol, med et portræt med fotografisk forlæg, brændt i keramik eller som et papirbillede med de blå farver stadig synlige.
Sydpå og østpå forbinder kirkegården og fotografiet sig således direkte med hinanden – nuet og mindet om det levede forlænges ud i en eftertid. Gravstedet og fotografiet bliver ens i grundudsagn. Begge er containere for påmindelsen om et levet liv, der kun eksisterer som erindring, eller som forestillet fortid.
Jeg digter med på gravstedets udsagn, fremkalder et billede, som bygger på den jeg er, spejlet i stedet. Mine fotografier er tilsvarende en fiksering af et sted, som rummer en pirring. Et sted der fortæller mig noget, jeg ikke helt kan høre. Det er ikke tit, jeg får det med på fotografiet, som jeg forventer. Der er en uformåenhed i mediet og i min tekniske kunnen. Det har skubbet mine billeder over mod det samplede. De bliver sammensat af flere billeder med hver deres fokus og der kan opstå et svimlende unheimlic rum at falde ind i. Et rum der kun opstår og findes når skarpheder lægges oven i hinanden, et rum, der i stackingprocessen tilføres en støj, når blæsten eller sensoren flytter motivet. Nældens blad dubleret eller frisat fra stænglen. Fotografiet kommer til at pege på dets uformåenhed, som en egenskab. Den samme uformåenhed, jeg kan stå med, når jeg prøver at forstå noget, der er for stort.
For nogen uger siden, da foråret var på sit højeste, fik jeg overrakt et blad, som gave, af et 3 årigt barnebarn. Jeg kom det høfligt i min pung, fandt det så igen forleden og indser lidt, af det jeg er blevet givet.
Med et øje som undtagelse, og en afstikker til svensk jul, er vi i Athen, som jeg genbesøgte i januar 2019.
For det meste besøger jeg kirkegården, når jeg kommer til et nyt sted. Den viser noget som det kan være vanskeligt at få øje på, der ude i virkeligheden, hvor alting skifter i et andet tempo, end blandt mindesmærkerne. Det ligger i ordet, mindesmærket er markør for påmindelse i en ønsket form, datid viser sig frem i nutid.
Så Netop dette ikke-sted, i transit, fyldt med betydninger, og som bynaturen er ved at overtage, er mit fotografis perfekte rum.